Historie

Flygtningekirkegården ved Grove

Det er egentlig lidt vildt at tænke på… at den største luftbase i Nordeuropa ligger lige rundt om hjørnet. Fliegerhorst Grove er det oprindelige navn for lufthavnsområdet i Karup. I krydset, hvor Herning, Viborg og Ikast-Brande Kommuner mødes, ligger den flyveplads, den tyske wehrmacht byggede og anvendte under besættelsen fra 1940 til 1945. Det var tyskernes plan, at flyvepladsen skulle støtte militære operationer i Norge med jagerfly og bruges til luftangreb mod Storbritannien.

Efter befrielsen overtog det britiske Royal Air Force lufthavnen, inden den kom på danske hænder. I forbindelse med befrielsen blev der oprettet tre flygtningelejre - Gedhus, Grove og Pilhus - i nærheden af lufthavnen. De tyske flygtninge kom primært fra Østtyskland, hvor den røde hær marcherede ind i Tyskland. Mere end 20.000 flygtninge opholdt sig i lejrene i årene fra 1945 til 1949.

At være tysk flygtning efter Anden Verdenskrig var ingen dans på roser - heller ikke for børn og kvinder. Lejrene var overbefolkede og stærkt bevogtede. Flygtningekirkegården nord for Grove Kirke vidner om de dårlige helbredsmæssige og sociale forhold for de mange flygtninge. Den stemningsfyldte kirkegård, som er beplantet med lyng fra Lüneburger Heide, er fyldt med kors, som markerer gravene for 1119 flygtninge og 175 tyske soldater. Ved Kølvrå ligger endnu en kirkegård for 1333 flygtninge og soldater.

I 1600-tallet var heden et fattigt område. Derfor satte en række innovative personer gang i en produktion af strikkede strømper, eller hoser, som det hed i datiden. Strikningen stod de såkaldte hosebindere for, mens hosekræmmerne tog sig af salget. Det var entreprenante, lokale mænd, der indsamlede de strikkede varer og solgte dem videre til opkøbere fra hele kongeriget. På den måde kom de midtjyske strømper ud til forbrugerne i Danmark og Europa.

I løbet af 1800-tallet lagde hosebinderne strikkepindene på hylden for i stedet at producere på strikmaskiner. Anlæggelsen af hovedveje og jernbanen skabte nye muligheder. Der kom bomuld fra Egypten og teknologi fra Tyskland og England. Samtidig fik Herning sin første dampmaskine. Dermed var vejen banet for den første industri.

Grunden til det store industrieventyr blev lagt i 1930’erne i kældre, på loftsrum og i baggårde, hvor unge mænd knoklede med at skabe deres egne tekstilvirksomheder. Pladsen var trang, midlerne små og maskinparken bestod som oftest af gamle, udtjente maskiner. Men de unge mænds foretagsomhed og handelstalent var stort. I baghuset til Dalgasgade 45 ligger Hakkelsesskæreriet. Bygningen var oprindelig rejsestald for områdets bønder. Efterhånden som bilerne afløste hestene, blev bygningen lejet ud til unge mænd fra landet. De søgte i 1920’erner og 1930’erne ind til byen for at prøve lykken i den spirende tekstilindustri. Blandt disse finder vi Damgaard-brødrene Mads Eg og Aage. De lagde i Hakkelsesskæreriet grunden til virksomhederne Egetæpper og Angli.

Tekstilindustrien i Midtjylland oplevede sine gyldne dage fra 1950’erne til 1980’erne. Unge som gamle søgte fortsat ind til byen for at arbejde som syersker og strikkere. Herning voksede med rekordfart og blev en ung tilflytterby, hvor gennemsnitsalderen var lav. Fabrikkerne flyttede også. Fra at være startet inde i byens kældre og garager, flyttede de nu ud til de nyanlagte industrikvarterer. Et af de nye industrikvarterer kom til at ligge i Birk. Her flyttede virksomheder som Egetæpper og Angli ud, da de fik behov for at udvide produktionen. Siden kom Dansk Konfektions- og Trikotageskole til området – i dag VIA-Design.

I tekstilbyen opstod et usædvanligt samarbejde mellem industri og kunst. Et af de mest spektakulære er skjortefabrikanten Aage Damgaard og kunstneren Paul Gadegaard, der sammen skabte ”Den sorte fabrik”. I 1956 gav skjortefabrikanten Paul Gadegaard fuldstændig frie hænder til at udsmykke fabrikken. Gadegaard proklamerede: ”Jeg skal fanema lave Danmarks største socialrealistiske maleri” og gik så i gang. Fabrikken blev malet kulsort udvendig, og vinduerne fik alverdens lysende farver. ”Den sorte fabrik” skabte opstandelse i og uden for Herning, men mon ikke det også var god reklame for Damgaards Angli-skjorter?

I 1980’erne steg presset fra udlandet, hvor konkurrenterne kunne producere billigere end fabrikanterne i Midtjylland. Enkelte fabrikker begyndte at sende produktionen til udlandet. Selvom det absolut ikke var god tone, for det betød mistede arbejdspladser i Midtjylland. Det kulminerede efter Berlinmurens fald i 1989. Mange virksomheder valgte at lukke, andre etablerede produktion i udlandet. Arbejdspladserne ved sy- og strikmaskiner forsvandt fra området, men de århundred gamle traditioner for at arbejde med tekstil her i området lever videre i områdets mange tekstilvirksomheder.

I 1996 åbnede museet Tekstilmuseet i den gamle Herning Klædefabrik. I de gamle fabrikslokaler fortæller maskiner og redskaber om det tekstile Midtjylland, mens skiftende særudstillinger viser nyt og gammelt inden for design og kunsthåndværk.

Info om tekstilindustrien i Ikast og Brande kommer senere.