SALLYS FAR
Lørdag 18. Januar 2025 kl 11.00.
Oplev familieforestillingen Sallys Far med musik af Sigurd Barrett.
Bøgerne om 'Sallys Far' har længe bragt smil og grin til mange familier. Nu har du og din familie mulighed for at opleve dem som teaterforestilling den 18. januar 2025, når 'Sallys Far' indtager scenen hos Team Teatret i Herning.
Forestillingen fra Louise Schouw Teater er baseret på de populære bøger og byder på gensyn med Sally, hendes sjove lillebror Eddie, hendes ven Svend og selvfølgelig Sallys far, som ikke er helt som andre fædre.
Sallys far er nemlig berømt for at være pinlig – om det så er hans forsøg på at blive YouTuber, eller når han beslutter sig for, at han og Sally skal bytte roller. Han er også en håbløs taber og går helt i børnetilstand, når han får mandeinfluenza, så det er Sally, der må tage sig af ham med kiks og kakao. Men én ting er sikkert: Kedelig er Sallys far bestemt ikke!
Forestillingen er fyldt med nye sange komponeret af Sigurd Barrett og Eskild Dohn og kombinerer humor og varme i en oplevelse, der rammer hele familien – både i lattermusklerne og hjertet. For selv bag fars mange skøre påfund gemmer der sig eftertænksomme budskaber for både børn og voksne.
Forestillingen er baseret på Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersens bøger om 'Sallys Far', udgivet af Forlaget Carlsen – et kæmpehit blandt danske børnefamilier, der elsker historierne om Sally, Eddie og deres særlige far.
Medvirkende team:
- Iscenesættelse: Louise Schouw
- Scenograf: Niels Secher
- Dramatisering: Gunvor Reynberg
- Musik: Sigurd Barrett & Eskild Dohn
- Koreograf: Rebekka Lund
- Lysdesign: Kristian Specht
- Medvirkende: Kristian Holm Joensen, Marianne Gonnov Bøgelund, Morten Bo Koch, Anton Sager
- Producent: Louise Schouw Teater
Start dagen med en lækker brunch på en af byens restauranter.